Problemer med bugspytkirtlen hos hunde
Skrevet af Meanne |
Bugspytkirtlen er et forholdsvis fladt og aflangt organ, der grænser op til mavesækkens bagvæg og tolvfingertarmen. Bugspytkirtlen er forbundet med sidstnævnte via en udførselsgang. Bugspytkirtlen har to funktioner, og man kan sige, at der er to produktionslinjer: den indre og den ydre sekretion.
Den eksokrine del eller den ydre sekretion
Denne del af kirtlen er afgørende for en god fordøjelse. Her produceres fordøjelsesvæsker, som indeholder en række enzymer, der via udførselsgangen løber ud i tolvfingertarmen. Disse væsker sørger for, at proteiner, fedtstoffer og sukkerarter kan fordøjes korrekt.
EPI, eksokrin pancreasinsufficiens
Ved denne lidelse er der ingen eller utilstrækkelig ydre sekretion, hvilket påvirker fordøjelsen alvorligt. EPI ses især ofte hos schæferhund og giver følgende symptomer: vægttab trods god appetit, hunden drikker og tisser meget, kronisk unormal afføring (ofte tyndere end normalt og undertiden grålig) samt mat pels. Diagnosen kan stilles ved hjælp af afførings- og blodprøver. Behandlingen består blandt andet af injektioner med vitamin B12. Derudover skal hunden resten af livet have et letfordøjeligt og fedtfattigt foder såsom Royal Canin Gastro Intestinal Low Fat, Hill’s Canine i/d Low Fat eller Vetality Gastrointestinal Low Fat. Endelig skal der også tilsættes bugspytkirtelenzymer til foderet resten af livet for at kompensere for bugspytkirtlens funktion.